Min første lille historie handler om den første parring med Wilma i marts 2017
Jeg havde i mange måneder studeret stamtavler og sundhedsresultater på udenlandske hunde, og jeg finder den helt perfekte hanhund, som endnu ikke er blevet brugt i Danmark. Da jeg har fået oprettet hanhunden hos DKK med alt hvad de skal bruge af papirer, går Wilma i løb, ca. 1 måned før end beregnet. Men heldigvis nåede jeg at få styr på det praktiske. Efter div. progesteron målinger hos dyrlægen kan jeg sende bud efter kølesæden. Den kommer op som planlagt i perfekt tid. Rigtig god kvalitet og nok af det til at kunne dele det op i 2 insemineringer. Så min fredag aften og lørdag eftermiddag (selvfølgelig udenfor lukketid) er Wilma’s tal lige præcis der hvor de skal være for inseminering. Og så er det bare at vente, og vente og vente. Tiden føles uendelig lang. Men da ca. 4 uger er gået, er det tid til scanning og håbe på der er små hvalpe i maven. Scanningen viste hvalpe, men… De var ved at blive resorberet, ingen hjerteslag. De var ved at gå i sig selv igen. Kæmpe ærgelse vælter frem i mig. Hun havde været drægtig, men nu var de væk… Jeg bliver tilbudt en ekstra scanning 2 uger senere for at se om alt er væk, og hun ikke får livmoderbetændelse. Den scanning viste intet. Der var helt tomt. Underligt som de bare kan forsvinde igen. Vi så dog på den scanning en blærebetændelse, en blærebetændelse som nok har været skyld i hvalpenes død. Wilma bliver behandlet for blærebetændelsen og så er det jo bare at vente igen… Jeg har en aftale med hanhundens ejer, om at jeg får en ny sending op næste gang hun går i løb. Det må efter min beregning være i juli eller august. Wilma går meget kort mellem hendes løbetider. og nu ved jeg ikke helt hvordan med tiden nu hun har været drægtig, om det bliver skubbet lidt. Så i sparegrisen med lommepengene og spare op igen til næste gang.