Jeg hedder Wicki og jeg er vokset op i en lille by på Lolland, Rødby. Her har jeg hele min barndom været omgivet af husdyr (hunde, katte, heste og kaniner). Idag bor jeg sammen med min mand Mikkel og sammen har vi to børn – og en masse pelsede poter. Vi bor på midt-sjælland i udkanten af Haslev by, i et stort hus og have.
Mine uddannelser favner efterhånden bredt.
Jeg er uddannet tjener og har været i restaurationsbranchen i 18 år, hvor jeg har haft forskellige jobs som overtjener, souschef og restaurantchef.
Jeg tog opdrætteruddannelse gennem Dansk Kennel Klub for at give min kærlighed til Dogue de Bordeaux’en videre.
Herefter startede jeg webshoppen canem.dk som jeg havde i 6 år. I shoppen solgte jeg foder og natur godbidder samt udstyr til hunde, katte og heste. Specielt store racer havde jeg fokus på. Min rejse ind til webshoppens verden gav mig en uddannelse i Digital Markedsføring.
Mens jeg havde canem.dk tog jeg mere uddannelse og er også uddannet hundemassør, hunde kranio sakral terapeut og hundefysioterapeut – hvor jeg har åbnet min egen hundefysioterapi, som jeg også har idag – PoteFysio.
- Tjener
- DKK Hundeopdrætter
- Digital Markedsføring
- Hundemassør
- Hunde Kranio Sakral terapeut
- Hunde Fysioterapeut
Min første Dogue de Bordeaux
I 2012 fik jeg min første dogue de bordeaux. En race der havde fascineret mig meget siden jeg var barn og så filmen “Turner & Hund” – en film som dengang vakte stor opsigt for racen. En film mange måske nok kan huske, og hvor alle forbinder navnet Hooch, med en Dogue de Bordeaux.
Grunden til at der skulle gå så mange år før jeg fik en ddb – er som for så mange andre – uddannelse og arbejde. Al min fritid gik i heste verdenen og mine lange arbejdsdage i restauranterne var ikke indbydende for et hundeliv. Da jeg fik nyt job med kortere dage, tog jeg muligheden og sprang til med det samme da der var hvalpe. Selvom der efterfølgende har været nogle meget lange dage på jobbet (branchen er jo sådan) så blev Wilma hurtig alle’s ven. Hun var tit med på job, hvor hun fik et hjørne med sit tæppe og sin bamse.
Det hele startede med Wilma
Jeg købte Wilma (Den Røde Løber Aime’s Honey) af min barndomsveninde, som er ejer af Kennel Den Røde Løber, en veninde som jeg dengang så “Turner og Hund” med. Og en veninde som jeg idag har et nært samarbejde med i forbindelse med udstilling og avl.
Igennem årene er det blevet til en del hundeudstillinger i Danmark og Sverige, og med gode resultater. Wilma nåede i hendes udstillingskarriere at blive Dansk og Svensk Champion.
Fra hundeejer til kennel
Min fascination af racen og dens personlighed gjorde at jeg valgte at tage Dansk Kennel Klub’s opdrætteruddannelse, jeg søgte om kennelmærke og blev godkendt registeret i FCI. Herefter var planen at jeg ville give Wilma titlen som mor. Desværre lykkedes dette ikke. Wilma fik en slem livmoderbetændelse og hun endte med at få livmoderen fjernet.
Wilma er desværre ikke blandt os mere. Hun blev lige knapt 8 år gammel. I hjertet er hun gemt og bliver aldrig glemt. Hun var noget helt særligt.
Idag har vi 3 DDB – Neemi, Trisha og Tiesto.
Neemi (Redrum Haily’s Neemi) er fra et opdræt i Jylland (Kennel Redrum). En opdrætter som havde Wilma’s søster. Så da hun fik et kuld hvalpe, var jeg nødt til at få en hvalp derfra. Planen blev derfor, at Neemi skulle føre de gener videre, som jeg ville have haft Wilma til.
Neemi har fået et kuld hvalpe hvor vi har beholdt to – Trisha og Tiesto.
Kennel Red Sheriff Neemi’s Trisha og Kennel Red Sheriff Neemi’s Tiesto.
Mange gode venskaber er blevet skabt via denne race. Og idag har jeg meget glæde og et godt samarbejde med Kennel Den Røde Løber (Lolland), og Kennel Red Skulls (Lolland).
Udover Neemi, Trisha og Tiesto har vi også 1 kat – Terkel (Maine Coon/Ragdoll)

Wilma 7½ år & Neemi 2 år